onsdag den 3. august 2011

Summer items part 4

En tur på stranden er altid dejligt, men for flere kvinder er det desværre lig med skræk over at skulle vise sig offentligt i badetøj. Selvfølgelig handler det om at omfavne sig selv og acceptere den krop man nu engang har, men man kan med det rigtige badetøj gøre en forskel. Dellerne forsvinder ikke, men fokus kan blive rettet mod dine gode områder. I dette indlæg vil jeg komme med fif til hvordan du får det bedste ud af den kropstype du har, uanset højde og drøjde.
Lige nu bugner butikkerne af gode tilbud på bikinier, så hvis du ikke allerede har anskaffet dig den helt rigtige bikini er det bare ud på jagt - man kan jo godt bruge en bikini flere sæsoner!

Fælles for alle når der skal vælges badetøj er, at være ærlig og se rigtigt på ens krop - hvad skal fremhæves og hvad skal nedtones. Mange køber en bikini efter hvordan de synes de burde se ud eller med den meget velkendte "den kommer til at sidde godt når jeg har tabt 3 kilo" i tankerne. Så det allerførste skridt på vejen til at finde en god bikini er et stort spejl og ærlighed. Find nogle fokuspunkter, og vælg din bikini ud fra det.
Indenfor bademoden opstår der også trends, men dem synes jeg man skal tage med et gran salt. Det allervigtigste er pasformen, og hvis pasformen er god udstråler man selvtillid, og det er langt vigtigere end at eje det allersidste skrig indenfor bademoden.

Stor barm

En stor barm er absolut ikke en negativ ting, sådan en får ofte misundelige blikke på stranden. Men det kan være en udfordring at få brysterne til at sidde godt, også uden det bliver for vulgært.
Vigtigst af alt er størrelsen, som skal være helt rigtig, og så skal den give masser af støtte, så en bikini med bøjle er at foretrække.
En halterneck bikini kan være rigtig flot til en stor barm, da det V som formes er meget klædeligt. Dog kan en halterneck virke meget tyngende for nakken, hvis barmen er meget stor. Så er en bikini med skulderstropper at foretrælle, da vægten bliver mere jævnt fordelt. Mærket Freya laver nogle gode bikinier til storbarmede piger, pæne bikinier med god pasform og støtte.
Hvis du er ked af barmens størrelse, så træk fokus væk derfra ved at bruge farverige og opsigtsvækkende underdele, og vælg en neutral overdel som dækker brysterne mest muligt.

Stor mave

Maven kan være svær at camuflere i bikini, så en badedragt er måske et bedre valg - det afhænger af hvor stor usikkerhed der er forbundet med at vise det ømme punkt frem.
Badedragten har fået et kæmpe comeback, så badedragter er idag ikke kun forbeholdt svømmere. Der findes rigtig mange flotte badedragter, som også har indbygget støtte til både mave, barm og numse - løft og opstramning til de problematiske områder. Badedragter med strategisk placerede huller kan være farligt, hvis der lidt ekstra fedt på maven - det kan resultere i at maven kommer til at stikke ud gennem hullerne, og så får man mere en effekt af skinke i net. Hvis man er til badedragter er det meget klædeligt med draperinger, da de vil camouflere dellerne og virke slankende. Der findes også en overdel som ligner en top, og de er også rigtig fine til at gemme en stor mave væk med.


En bikini er aboslut ikke et no-go bare fordi der sidder lidt ekstra på maven - man er vel kvinde! Hvis man vælger en bikini er det vigtigt at få nogle gode trusser, som kan gå ind og give lidt støtte til maven. Det er ikke den lavtaljede model man skal gå efter, da det både fremhæver mave og evt. håndtag, og heldigvis er den mere højtaljede trusse populær igen. Igen kan en trusse med draperinger eller rynk hjælpe lidt på vej, og skjule lidt af maven.

Brede hofter og stor bagdel

Hvis man har lidt ekstra nede på hofter og numser skal fokus flyttes op til barmen, så vælg en bikini med en flot og iøjnefaldende overdel. En overdel med lidt fyld i kan være en god idé, da lidt ekstra fylde foroven vil afbalancere fylden forneden.
For at få numse og hofte til at syne mindre kan du vælge en bikini trusse med høj benskæring, da det vil få benene til at syne længere - jo længere et område syner, jo slankere virker det, og derfor er den også god til at få store lår til at syne mindre.

Mange vælger fejlagtigt en stor trusse, det trækker for meget opmærksomhed ned til området. En hotpants trusse virker ikke camouflerende som mange tror - det brede område bliver ikke brudt op, så det er meget bedre med en trusse hvor ballen bliver delt op.
Omvendt er en lille trusse med meget smalle stropper også farligt, da et kan komme til at ligne at de gnaver sig ind i dellen. En semi-bred strop er at foretrække, og trussen må ligeledes heller ikke være for lavtaljet - så kan den komme til at virke for lille. Pynt såsom flæser, sløjfer og lignende duer heller ikke, da det vil trække opmærksomheden ned. Hold underdelen neutral og gå amok med farver og pynt på overdelen.

Små bryster

Har du små bryster har du mange muligheder når det kommer til bikinier. Hvis du er ked af størrelsen skal du vælge en bikini med indlæg. I flere lingeri butikker kan man få små indlæg til bikinier, så der er hjælp at hente. Flæser, læg og rynker på overdelen vil give en illusion af større bryster.


Du har faktisk frit slag på alle hylder når det kommer til overdele, da du både kan gå med små trekants bikinier, hakterneck, stropløse og bandeau toppe. En bikini af typen balconette er fin til en lille barm, da den giver et flot løft og giver lidt mere fylde. Overdele med skulderstroppe og bøjle kan komme til at virke lidt for voldsomt til en lille barm - tyngden af bikinien skal matche kroppens tyngde.

Lille numse

En lille numse kan, ligesom en lille barm, bære de fleste bikini typer. Igen er det vigtigt at bikinien ikke bliver for voldsom, da det vil virke forstørrende.


En lille numse er god med små trusser, også de lavtaljede. Trusser med bindebånd, flæser og andet pynt fungerer godt til en lille numse. Hvis du gerne vil give den en smule mere fylde kan du vælge en model med flæser bagpå.

Håndtag og ryg deller

Disse to deller kan være svære at gemme af vejen, så her handler det i den grad om at finde et område på kroppen, hvor fokus skal henledes til. Alle har altid et område som kan fremhæves, så istedet for at bruge tid på de områder der ikke er så lette at camouflere, bør du bruge tiden på at sætte fokus på dine gode områder.
Rygdeller kan minimeres ved at vælge en overdel der ikke skærer alt for meget ind i dellen, og her er det en fordel at vælge en overdel hvor stropperne ikke er for tynde. Bredere stropper vil virke som en støtte for dellen.
På samme måde kan håndtagene til dels gemmes af vejen ved at vælge en overdel, som for det første ikke strammer for meget, og som er en smule højtaljet, og dermed virker som støtte.



Som med alle guides skal der være plads til undtagelser. Denne guide er kun vejledende, så brug øjnene og fornuften når du prøver badetøj. Alliér dig med en god og ærlig veninde, som kan se hvordan bikinien sidder fra alle sider. Find dine gode fokuspunkter, få det bedste ud af dem og accepter at der er nogle buler og deller her og der.
God fornøjelse med bikini jagten :-)

/Anne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar